Jeg stemmer ved valget, BitteBitte

Vote, BitteBitte

Der har mildest talt været stille på min blog de seneste måneder. Jeg har ikke kunne se en retning eller et formål ved at skrive herinde, da de ting jeg har på hjerte, ikke passer ind i dette blog-univers. Indtil i dag – hvor Christina Barré aka. BitteBitte’s blogindlæg, “Jeg stemmer ikke ved valget …“, fangede min opmærksomhed.

Jeg takkede i efteråret 2014 ja til at være med i Paradise Hotel, primært på grund af min store interesse for politik, og for netop på den måde at nå ud til en gruppe mennesker der på ingen måde er engageret i politik, og ved at afholde sig fra at stemme, i princippet vender demokratiet ryggen. Min bekymring om, hvor skidt det stod til rent politisk blandt de andre gæster på Paradise, blev ret hurtigt bekræftet og er ret åbenlyst i dette klip.

Stem blankt

Nu går det så op for mig, at Christina Barré faktisk har nogenlunde samme holdning, som langt de fleste på hotellet også havde. BitteBitte skriver nemlig i sit blogindlæg, at hun ikke ved noget som helst om politik, og derfor ikke har nogen synderlig holdning til, hvad hun dog skal stemme på. Derfor vælger hun at blive hjemme.

Det giver vel mening? NEJ! For om man har en holdning eller ej (som jeg iøvrigt synes, at man bør bruge bare lidt tid på at definere), så bør man alligevel bevæge sig op til sit lokale valgsted og sætte et kryds. Men på hvad?

Christina har jo ingen holdning. Muligt, så stem blankt. Men hvad er forskellen på at stemme blankt, og så at blive hjemme? Der er forskel, og der er stor forskel.

I Danmark har vi demokrati, det betyder, at det er os som befolkning der 100% sammensætter det folketing der udformer hvilke love der skal styre samfundet. Det er et privilegium, som på ingen måde er en naturlov, men noget vi skal værne om. I store dele af verdenen hersker der nemlig det modsatte af demokrati, altså diktatur, en yderst uheldig styreform, hvor én mand, eller en meget lille gruppe mennesker styrer alt i et land uden resten af befolkningen har det mindste at skulle have sagt. På den baggrund betragter jeg det som ekstremt forkælet ikke at gide stemme, da der er store befolkningsgrupper rundt omkring i verdenen, der ville give alt for ikke at blive undertrykt af en enevældig diktator, eftersom de er berøvet muligheden for at kunne stemme.

Derfor er min pointe, at man som minimum bør stemme blankt, blot for at støtte op om at vi i Danmark har mulighed for selv at bestemme hvem der styrer vores land, om du så har en holdning eller ej.

Ps: Jeg stemmer konservativt d. 18/6. 😉

Så sluttede min rejse, nyt menneske?

SIdste collageSå blev det min tur til at forlade verdens vildeste hotel, og dermed slutningen på en rejse, som har udviklet mig så meget. I aftes fik jeg, som bekendt, smadret alle mine dødningehoveder, i programmet reagere jeg meget voldsomt på, at Isabella vælger at smadre det sidste, og afgørende, dødningenhovedet. Det gjorde mig ked af det, at den pige jeg har holdt så meget af, pludselig står og benægter hele den relation vi har haft til hinanden og det er netop derfor, at jeg reagere som jeg gør. Det handlede nemlig ikke om, at Isabella smadrede mit dødningehovedet, for jeg havde på forhånd talt med Isabella om, at hvis hendes stemme de facto var ligegyldig, så skulle hun selvfølgelig ikke gå imod sin egen gruppe, da det på længere sigt ville ende med at koste hende livet inde på hotellet. Grunden til, jeg “går amok” er, at Isabella pludselig nærmest afviser alt hvad hende og jeg, har haft sammen og når man befinder sig på Paradise Hotel, er man i en uvirkelig virkelighed og derfor i sine følelsers vold, på en helt anden måde, end man plejer.

Fortryder jeg min reaktion? 

Ja, absolut, Isabella kunne ikke have reddet mig og derfor fortjente hun på ingen måde den reaktion, men det er den slags man kun kan se i bagklogskabens ulideligt klare lys. Sket er sket, og i dag har Isabella og jeg et super godt forhold til hinanden og jeg har lært at leve med min friend zone-status. 😉

Hvad har Paradise givet mig?

Jeg føler både, at jeg har bidraget med en del til programmet samtidig med, at jeg har udviklet mig som menneske. Først og fremmest har jeg har bidraget med at bryde forestillingen om hvad en Paradise-deltager skal være, og givet programmet en ny vinkel. Fordi, man går op i nogle lidt dybere og anderledes ting end den gængse deltager, samt har andre værdier, behøver man bestemt ikke at være kedelig og uinteressant, det lykkedes det mig at bevise. Men Paradise har bestemt også givet mig en masse, jeg har igennem hele mit liv været ekstremt fordomsfuld overfor for folk, som ikke er som mig. Med min deltagelse i Paradise var jeg pludselig “tvunget” til at beskæftige mig med netop den type mennesker jeg hele mit liv er gået en stor bue uden om, og hvor dum kan man lige være? Nok er der mange ting jeg ikke har tilfælles med resten af castet, men dejligere og sjovere mennesker skal man godt nok lede længe efter, de gav mig en indre ro, troen på, at jeg er god nok og evnen til at hvile i mig selv. Alt i alt er jeg så glad for mit ophold, og har ikke fortrudt det ét eneste sekund. Tak for denne gang, – mon vi ses igen? 

Karriere-selvmord?

Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg i al verden laver i et program som Paradise Hotel? Og svaret er heller ikke så lige til. For når man drømmer om at blive journalist, og har politik som sin største interesse, er Paradise nemlig ikke det der ligger først for …

Men jeg er ikke konventionel, og kan godt lide at bryde normerne.

Jeg har igennem efterhånden mange år, været super skuffet over min egen generations engagement i så vel politik, over til så mange andre samfunds-relateret spørgsmål. Jeg har følt en, hvis form for ligegyldighed og forkælet indstilling overfor netop disse spørgsmål, så da jeg i sommeren 2014 blev single, og fik muligheden for at komme til Mexico, var min tanke, at jeg måtte infiltrere den verden som disse mennesker befandt sig i, og netop Paradise Hotel/reality-tv, stod for mig som højborgen for denne tomhed og ligegyldighed.

Hvordan gik det så med dette projekt? 

Nu er sæsonen jo ikke slut endnu, faktisk er vi kun lige midt i den, men det stod klart for mig efter blot et par dage på hotellet, at skulle jeg overleve og have en god tid derinde, så skulle jeg skrue en anelse ned for den belærende tone. Indtil videre har jeg da fået lært dem lidt, for eksempel hvad ordet “substantiel” betyder, forklaret forskellen på at stemme blankt vs. at blive hjemme på sofaen og sidst, men ikke mindst, har jeg fået Patrick til at stemme, hvilket var en stor sejr! Om det lykkedes mig at få flere sejre i land, ja, det må I se med i programmet for at finde du af. 😉

Karriere-selvmord?

Om det har været et karriere-selvmord at medvirke i Paradise Hotel må fremtiden vise, men som udgangspunkt er jeg meget fortrøstningsfuld. Samfundet har rykket sig meget inden for de sidste 10-15 år, vi er blevet langt mere rummelige og har fået en bedre forståelse for at politikere blot er mennesker, og der ikke nogen af de ting, som jeg har gjort inde på hotellet, en hvilken som helst anden normal 22-årig ikke kunne have fundet på. Overordnet set har jeg også været meget glad for den generelle positive respons  jeg har fået ovenpå min medvirken  i programmet, så nej, jeg frygter ikke for min fremtid, tværtimod. 😉

Følg med i næste indlæg og hør hvordan Paradise har udviklet mig som menneske.